Ok. Det her kommer nok til at lyde lidt tvært. Men jeg er nået et punkt, hvor jeg bliver irriteret når mine scenarier bliver beskrevet som old school og gammeldags, senest her.  Mest fordi jeg synes at det, sikkert ubevidst (?), kommer til at lyde sårn lidt nedladende når folk siger/skriver det. Lidt ligesom ordet “driftsikkert”, som blev brugt om Brabrand på Fastaval i år.

Jeg har nu tre Fastavalscenarier på samvittigheden og jeg føler jeg har  forsøgt nye og/eller anderledes ting i alle tre.

Reservoir Elves havde konfliktterningen og monologer/fortællesekvenser.

Magician: Impossible havde spell-kort til den store guldmedalje og et anderledes take på magi i et D&D-scenarie.

Brabrand havde et skæbnesystem der gav spillerne meget mere indflydelse over negativ skæbne og som samtidig understøttede dramaet imellem spillerne. I hvert fald gav det muligheden for det.

Men ja, udover det så ligner mine scenarier da nok mere dem som folk spiller derhjemme når de spiller kampagner’n’stuff… men er det så pissehamrende gammeldags?

Er det virkelig så helt vildt overdrevet retro, at lave scenarier med fem karakterer og noget der minder om et plot? Jeg føler mig virkelig ikke som en del af nogen 90er-revival bølge, fordi jeg ikke har flydende gm’s, 100 bipersoner som spillerne har ansvar for eller en helt vildt spændende og alternativ måde at iscenesætte den oversete d12 på.

Advertisements