Mette og jeg kom i går hjem fra vores første besøg i New York. Det kan jeg godt anbefale og selvom der gik meget tid som hardcore turister, blev der også tid til lidt rollespilsrelateret. For nogle måneder kom jeg på et internetforum til at snakke med Luke Crane co-conspirator Jared Sorensen om muligheden for at få dem forbi Fastaval i år. Det hænger desværre lidt i en ret tynd tråd, men så arbejder vi bare videre på at det sker næste år, for de vil begge meget gerne komme forbi. Men da Luke og Jared begge holder til i New York, inviterede de os med til deres faste torsdags frokost, hvilket var vældig hyggeligt.

Så vi spiste indisk frokost sammen med de to spildesignere og hele deres Burning Wheels-gruppe, hvor der blev diskuteret et hav af ganske nørdede emner. Fra spiltests, inspireret af dette indlæg på Vincent Bakers blog, Dansk og Amerikansk con- og scenariekultur (og som Morten skriver i sin Knudepunkt-gennemgang, bliver udlændinge noget overraskede over vores kultur med at skrive ”færdige” scenarier og lade andre køre dem), Mouse Guard anekdoter og spillets fremtid (Ifølge Luke er der en fransk udgave på trapperne, men en ny udgave på engelsk er på mere usikker grund) og selvfølgelig superskurke der kun er hoveder/hjerner.

Jeg håber meget at Luke og Jared på et tidspunkt kommer forbi en dansk kongres, for de er begge super energiske og entusiastiske når det kommer til at diskutere og debattere rollespil og nogle virkelig flinke folk. Luke var også rigtig glad for at høre, at der er stor interesse for hans spil i Danmark, og jeg har blandt andet lovet ham at sende links til Uffes Kanin-hack af Mouse Guard. Han snakkede efterfølgende om, at oprette et forum på Burning Wheels forummet for udenlandske spillere, for at holde styr på, hvem der bruger hans spil ude i verden og hvad de bruger dem til.

Og så købte jeg de to herrers fine og dyre FreeMarket boks med hjem – når nu man kunne undgå den hysteriske forsendelsesomkostning. Det er en meget fin og farverig boks, men jeg har endnu ikke heeelt gennemskuet hvordan det skal bruges/spilles. Råb op, hvis der er nogen der vil lege.

Inden turen gik imod New York fik jeg afleveret Brabrand til årets Fastaval og er nu i gang med at rette den stak fejl man først bider mærke i, når scenariet er afleveret. Der er, heldigvis, mest tale om trykfejl og en stak ”se side xx”. Ellers er jeg rigtig godt tilfreds med scenariet.

Og så er der jo Vintersol lige om hjørnet.

Advertisements