Efter at have besøgt danske kongresser i 17 år, bød weekenden på mit første besøg på Danmarks ældste kongres, Viking Con.  Det var en virkelig hyggelig og god oplevelse og samtidig lidt af en tur med tidsmaskinen.

Fredag aften kørte Haste! med tre hold og det virkede som om mit miks af D&D, Navy Seals og From Dusk Till Dawn kørte rigtig fint og der var en masse fine war stories bagefter. Det kan stadig undre/ærgre mig lidt, at scenariet på den selverklærede største kongres i Danmark kunne mønstre færre hold end der kørte London Crawling  hold Vintersol, men fred være med det.

Første blok viste også en af de store forskelle på Viking Con og andre kongresser jeg har frekventeret, det at spillerne dukker op i hold. Hele grupper kommer marcherende ind i en klynge, får måske koblet en enkelt spiller mere på, og så spiller de sammen, ligesom jeg forestiller mig de gør derhjemme. Når jeg tager på kongres er det i høj grad for at få spillet sammen med nye mennesker der kan overraske mig rollespilsmæssigt, men på Viking Con virkede det som reglen mere end undtagelsen, at man spiller sammen med sine venner.

Lørdag spillede jeg Esoterrorists, hvor en skæg historie og en god og dynamisk gruppe gjorde det til en fin oplevelse, uden alt for meget tung investigation. Jeg mener stadig, at vores teori om, at det varsler Dommedag, hvis Det Konservative Folkeparti kommer over 10 procent, holder.

Lørdag eftermiddag blev vinderen af Navneløse-remake-antologien afsløret og stort tillykke til Kristoffer Apollo. Jeg kan kun anbefale folk at tage et kig på antologien når den kommer op på Alexandria.

Lørdag aften spillede jeg Dengang i Orangeville og det var en god, om noget rodet, oplevelse og Thais, du får lige en mail med feedback her en af dagene.

Søndag tog jeg tidligt hjem.

Generelt synes jeg det var en rigtig hyggelig gang Viking Con. Det store område med brætspillere og mange mennesker fungerede rigtig godt og ledte tankerne tilbage på andre conner for 10 år siden, hvor Magic og brætspil var en mere integreret del af kongresserne. Hvis jeg skal trække noget negativt frem, så synes jeg at der til tider var lige lovlig meget retro- og lige-som-i-gamle-dage stemning over Viking Con og så er jeg lettere rystet over de fordomme der blev luftet omkring Fastaval fra mange sider. Nej, der er ikke kun artzy scenarier på Fastaval og nej, nej og atter nej, 50 procent af holdene på Fastaval bliver ikke nedlagt på grund af druk og tømmermænd.

Jeg kunne sagtens finde på, at smutte forbi Tårnby igen til næste år.

Reklamer