Jeg fortsætter listen med de scenarieroplevelser jeg husker bedst:

Dødens Skygge (Fastaval 1995) – Jeg spillede ikke scenariet på Fastaval, først et par år senere og faktisk igen for et par år siden. Scenariet har en rigtig fed stemning og nogle karakterer der virkelig kommer i spil, alle sammen. Samtidig har scenariet et af de bedste ”what the fuck”-øjeblikke jeg har oplevet.

Dune – Huset Atreides’ fald (Spiltræf 1996) – Et overset fynsk mesterværk indenfor intrige genren.

Apollo (Spiltræf 1996) – Et virkelig cool scenarie der er noget så sjældent som fedt at læse. Det er skrevet i en meget cool og prosaagtig stil. Scenariet fanger stemningen fra X-Files eminent og har et par lejemordere der  har gjort, at jeg aldrig glemmer, at Roy Schneiders stjernetegn er skorpion.

Nevermore (Fastval 1999) – Sammen med Isabelle og Det Hemmelige Selskab mine største spilleroplevelser. Et kaotisk scenarie inspireret af Edgar Allan Poe, hvor en rørende slutscene endte med, at en spiller forsøgte at kværke en anden i hendes korset og efterfølgende hængte sig, for at give de andre spillere dårlig samvittighed. Det var sindsygt og det var smukt.

Fanden på Væggen (Fastaval 2001) – Er røget på listen i stedet for Nationens Sønner. Et grumt detektivscenarie og ligesom Apollo, en virkelig god læseoplevelse. Man bliver inspireret når man læser teksten.

Hvad Natten Bringer (Fastaval 2002) – Endnu et detektiv/intrige scenarie, hvor en virkelig god gruppe fik scenariet helt op, hvor det blev mindeværdigt.

Det Hemmelige Selskab (Fastaval 2005) – Wauv. Det scenarie slog benene væk under mig. Da jeg kom ind i lokalet var jeg sgu lidt skeptisk overfor gruppen, der var lidt kastet sammen fra gang og reservekø og der var ingen piger, selvom vores spilleder virkelig kæmpede for at finde en. Men det hele klappede og okkultisme, ofringer og moralsk uføre har aldrig været så fedt. Efterfølgende var det dobbelt sjovt at diskutere scenariet med min gode ven Thor, der havde spillet scenariet i en tidligere blok, med samme spilleder og  med samme karakter som min. Vi havde taget to vidt forskellige indgange til scenariet og karakteren, men havde begge haft en super oplevelse.

Løgstør (Fastaval 2008) – Med Anders Frost som spilleder og Morten Hougaard blandt spillerne var Løgstør en virkelig god oplevelse. Det kunne nok have været lidt vildere, men jeg var imponeret over hvor godt birollespillet fungerede og historien vi fik skabt var virkelig god og sjov. Jeg tror Bingo Jørgen og hans taske fyldt med krøllede 50ere, og kun 50ere, er en af min all-time yndlings bipersoner.

Nå, åbenbart havde jeg næsten alle mine store rollespilsoplevelser for 10+ år siden. Men er det ikke naturligt, at man ser de ting der prægede en, med lidt farvede briller og så er det måske også nemmere, at virkelig imponere en 17-årig end en på 30. Samtidig spiller det også kraftigt ind, at der på listen kun er scenarier jeg har spillet. Jeg er overbevist om, at hvis jeg tog læseoplevelser med, ville listen se lidt anderledes ud og indeholde flere nyere scenarier.

Advertisements