Ovre på Rpgforum har Johs startet en virkelig fin, og Facebook-inspireret, tråd om scenarier, der har betydet noget for en. Sådan en liste fik jeg hurtigt smidt op, men her efter et par dage, har jeg fået lyst til at uddybe listen lidt, hvis folk nu gerne vil vide, hvorfor lige Han Som Lugter af Ged… var så fantastisk et scenarie. Jeg har delt den op i to, og listen indeholder kun scenarier jeg har spillet eller været spilleder på. Der er altså ingen scenarier jeg “kun” har læst.

November Rain (Spiltræf 1993) – Mit aller første con scenarie og så meget fra fortiden, at Fusion hed Vision. Et super cool detektivscenarie af Palle Schmidt himself, der udspiller sig på Fyn. Scenariet havde blandt andet foto-handouts af en nøgen ”død” kvinde, hvilket 13-årige Kristian synes var ret crazy. Min karakter døde i det endelige shoot out, men det var ok, for han gjorde det for at redde sine kolleger. Og så spillede jeg sammen med Susanne Rasmussen, der fortalte den unge purk om den fynske rollespilsforeningen BBOC, der kom til at betyde rigtig meget for min rollespils-opdragelse.

Han Som Lugter Af Ged… (Spiltræf 1993) – sammen første con, og et scenarie jeg husker, som noget af det mest uhyggelige jeg nogensinde har spillet. Scenarier foregik i Moskva, klasselokalet var fyldt med sorte plastsække og stearinlys og Jacob Schmidt-Madsen var blandt de andre spillere.

Isabelle (Fastaval 1994) – Første Fastaval og af sted sammen med BBOC. Isabelle var klart højdepunktet. Bombastisk og med følelserne væltende frem af hver eneste vampyrkropsåbning. Vi endte med at kaste os over hinanden og døde alle sammen på grund af vores kærlighed til Isabelle. Så vidt jeg ved, det eneste gode Vampire-conscenarie, nogensinde.

Sea of Darkness (Spiltræf 1994) – Det ene af to Ask Agger scenarier jeg spillede i Odense det år. Det andet, Krigens Væsen, var også fedt, men Sea of Darkness var sgu nærmest vildt. Spillederen havde åbnet alle vinduerne og bad ved scenariet start alle spillere om at dress down til undertøj, ligesom for at komme i stemning til at vågne op af cryo-stasis-søvn. Senere gik vi amok, lige som scenariet lagde op til, og det var fedt. Blandt andet kan min senere gode ven Troels, med garanti stadig genfortælle sin frygtelige, men fuldt fortjente, dødsscene.

Concierto de Aranjuez (Fastaval 1995) – Coen-brødrene og Tarantino er de store inspirationskilder i denne Per von Fishers intrige-thriller, som jeg var spiltester på. Mange og fede bipersoner skaffede Per en Otto og den eneste gang jeg har oplevet, skygge-viske-til-hinanden systemet fra Wraith fungere. Et scenarie jeg har spillet med rigtig mange mennesker siden.

Midnight Blue (Fastaval 1995) – Et af de få scenarier jeg har spillet flere gange som spiller, og helt sikkert det scenarie jeg har kørt flest gange som spilleder. Et fantastisk noir-intrige-drama, der nok lider lidt under rigtig mange gentagelser af scener, men alligevel altid ender med at blive en god oplevelse.

En Enkelt Klausul/The Edge of Darkness (-) – To Call of Cthulhu scenarier deler lige en plads. The Edge of Darkness er et ultra simpelt scenarie fra CoC-grundbogen og det første Cthulhu-scenarie jeg prøvede, engang på Assens Bibliotek, men jeg var hooked med det samme. En Enkelt Klausul/Uncle Timothy’s Will blev spillet samme sted og bare et fantastisk Keith Herber scenarie.

Reklamer