Jeg kobler mig lige, i hvert fald midlertidigt, på Rylle-læsegruppen. Jeg læste lige Frikards anmeldelse af “Being Max Møller” – et scenarie jeg selv genlæste for nyligt og stadig morer mig over. For det er et scenarie der i høj grad handler om mine Fastavalhelte.

Jeg var på ’val første gang i 1994, og har været der hvert år lige siden. Så i modsætning til Frikard, så kender jeg (til) 90 procent af (spil)personerne. Jeg spillede Lars’ Isabelle” på min første Fastaval, mener at Daniel BB Clausen er verdens rareste rollespiller, havde Jost som spilleder på Ask AggersKrigens Væsen” (hvor vi efterfølgende spiltestede et af hans ”Huset Der Blev Vådt-scenarier”) og, efter års tilløb, fik jeg også i denne weekend fortalt en svært bedugget Hr Vagner, hvor fantastisk en oplevelse ”Nevermore” var.  Palle, Ask, Per og Lars er de folk der har påvirket mig mest, og givet mig de bedste oplevelser som rollespiller. Jeg har vist også spillet sammen med Max en enkelt gang.

Jeg morer mig derfor kosteligt over karakterbeskrivelserne og den Fastaval-stemning der oser ud af scenariet sider. Jeg ved ikke om scenariet var specielt spilbart i 2001, og i dag er det vel slet og ret uspilleligt, men som tidsbillede synes jeg det er helt enestående.

Egentlig burde denne udstilling af min helte vel nærmest være ren ikonoklasme, men sådan har jeg det slet ikke. I stedet ser jeg ”Being Max Møller” som super skarp satire på det helcon-scenarie, som selve Fastaval er for mig. Jeg forestiller mig at ligesom der er med Doonesbury i Amerikansk politik, at det eneste der i 2001 har været værre end at være en person i ”Being Max Møller”, har været ikke at være det.

Nu er der kun tilbage at håbe på en Redux-version, opdateret med Absurth, Forge-kliker og John TV.

Reklamer